På sygehuset har vi forskellige vagttyper og længden på vagterne er varierende. Du vil som elev opleve, at du nogle uger har mere end 37 timer, hvis du fx. har 5 vagter á 8 timer. Ligeså vil du også opleve uger under 37 timer. Det vil sige, at dine 37 timer i ugen vil være gennemsnitlig. Din praktik kan foregå i hele døgnet særligt på afsnit, som har åbent døgnets 24 timer. I udgangspunktet vil du som elev følge din oplæringsvejleder i dag-, aften-, natte- og weekendvagter begrundet i et læringsmæssigt sigte i henhold til praktikmålene samt adgang til vejledning.
Ifølge overenskomsten for social- og sundhedsassistentelever, kan der arbejdes op til 1/3 af tiden i vagt. Det vil sige, at vi kan planlægge med op til 17 vagter (aften- og nattevagter) i løbet af din praktikperiode. Derudover kan vi planlægge med weekendarbejde hver 2. weekend.
Elevtid
Du har løbende mulighed for tid til fordybelse af diverse spørgsmål/emner for at opnå optimal læring, i det du ikke er en del af normeringen. Fordybelsestiden aftaler du med din oplæringsvejleder. Ligeledes aftales tid til arbejde med refleksionsmodel svarende til 1 time pr. refleksionsmodel.
Ferie
Der kan afvikles ferie i sygehuspraktikken, dog skal du sikre dig ved din arbejdsgiver, at du har optjent feriedage til dette. Ligeledes skal ferie planlægges med din oplæringsvejleder på sygehuset.
Sommerferie afvikles som udgangspunkt i ugerne 28, 29 og 30, medmindre andet aftales med oplæringsvejlederen.
SH-dage
Som udgangspunkt arbejder du som SSA-elev ikke på SH-dage, medmindre andet aftales med din oplæringsvejleder på sygehuset.
1. maj er en fridag mens Grundlovsdag er en almindelig arbejdsdag.